Team Driver Pris
  • AD2Anne Dorthe Søe Mikkelsen
  • 21. nov 2024
  • Events

Team Driver sætter fokus på chaufførers trivsel og vinder iværksætterpris

De tre unge iværksættere Anthony Sangano, Camilla Beenfeeldt og Charles Garvang, vinder Erhvervsministeriets og Fonden for Entreprenørskabs iværksætterpris for deres app, der hjælper chauffører i transportbranchen med at opnå et større fællesskab på vejene.

Det er et stort skulderklap, der tilfalder de tre iværksættere, der står bag appen Team Driver. De har nemlig modtaget Erhvervsministeriets og Fonden for Entreprenørskabs iværksætterpris, der desuden kommer med et økonomisk boost på 100.000 kr.

 

Team Driver appen har til formål at give chauffører en platform, der kan skabe grobund for et større fællesskab og netværk i transportbranchen. Det skal ifølge de tre iværksættere være med til at øge trivslen og skabe et endnu bedre arbejdsmiljø for chaufførerne i transportbranchen.

 

CSO og COO i Team Driver, Anthony Sangano, udtaler til TUR:

 

"At modtage denne pris er en fantastisk anerkendelse af det potentiale, vi ser i Team Driver. For os betyder det, at vores vision om at skabe et stærkere fællesskab og forbedre hverdagen for chaufførerne bliver set og værdsat. Appen gør det nemmere for chaufførerne at dele viden, finde støtte og opbygge relationer – både digitalt og i den virkelige verden. Prisen giver os ekstra energi til at fortsætte arbejdet med at bringe transportbranchen tættere sammen og sikre, at chaufførerne føler sig både værdsatte og forbundne."

 

Om Iværksætterprisen


Det er første gang, iværksætterprisen overrækkes. Den er opdelt i de tre kategorier: diversitet, håndværk revitaliseret og life science. Årsagen til den nye pris er ifølge ministeren og Fonden for Entreprenørskab, at hvis det danske iværksættermiljø skal udvikle sig til et af verdens bedste, skal hele talentmassen aktiveres. Gode ideer skal i endnu højere grad skabes og realiseres her i Danmark, og endnu flere skal prøve kræfter med iværksætteri eller arbejde i en iværksættervirksomhed uafhængigt af køn, alder eller uddannelsesmæssig baggrund. Det kræver dygtige rollemodeller, som kan inspirere unge til at prøve kræfter med iværksætteri.


Formålet med Iværksætterprisen er derfor at inspirere unge til iværksætteri og hylde unge iværksættere ved at uddele en pris med dertilhørende økonomisk legat på 100.000 kroner.

 

Læs mere om Team Driver her:

Læs mere

Hold dig opdateret med det nyeste fra transportbranchen

Skriv dig op til vores nyhedsbrev

Følg med i nyheder om og fra transportuddannelserne. TUR Nyhedsbrev giver dig relevante nyheder om uddannelser, projekter, arrangementer og nye undervisningsmaterialer inden for transportområdet. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.


Læs vores Privatlivspolitik her.

TUR Nyhedsform