Tre Nye Uddannelser
  • 1. aug 2025
  • EUD

Nye bekendtgørelser giver tre nye uddannelser pr. 1. august

En samlet busuddannelse, et nyt speciale på lagerområdet og mulighed for videreuddannelse på lufthavnsuddannelserne – fra i dag har lærlinge endnu bedre muligheder i transportbranchen

Den 1. august 2025 trådte nye erhvervsuddannelsesbekendtgørelser i kraft, som bringer væsentlige ændringer til transportområdet. Nogle af de mest markante ændringer finder vi på buschaufføruddannelsen, lufthavnsuddannelsen og lageruddannelsen.

 

Ændringerne sikrer, at uddannelserne er tidssvarende og at lærlingenes kompetencer matcher branchens ønsker og behov.

 

Her er, hvad der er ændret på de tre uddannelsesbekendtgørelser.

Buschaufføruddannelse med to specialer

De to tidligere adskilte uddannelser til henholdsvis Turistbuschauffør og Buschauffør i kollektiv trafik er nu samlet i én fælles buschaufføruddannelse. På trin 2 vælger eleverne mellem de to specialer, som begge fører til svendebrev.

 

Sammenlægningen giver et mere fleksibelt uddannelsesforløb og gør det nemmere for eleverne at skifte retning undervejs. Den fælles struktur giver også arbejdsgivere større klarhed over indholdet i uddannelsen – uanset specialeretning. Ændringen er gennemført med bekendtgørelse nr. 793 af 24. juni 2025

Nyt speciale: Lageroperatør til automatiserede lagre

Lageruddannelsen har fået et tredje speciale rettet mod automatiserede lagre. Specialet Lageroperatør til automatiserede lagre ligger på trin 2 og er målrettet elever, der skal arbejde med fuld- eller delautomatiserede lagersystemer.

 

Der er oprettet tre nye fag:

 

  • Lagerarbejde på automatiserede lagre (22650)
  • Anvendelse af automatiske lagersystemer (22651)
  • Vedligehold, fejlfinding og kommunikation på automatiske lagre (22652)

Derudover er der indført en mulighed for at afkorte oplæringstiden med op til 3 måneder for elever med gymnasial baggrund (EUX, HF, HHX, HTX eller STX), afhængigt af uddannelsesplanen. Specialet er indført i bekendtgørelse nr. 792 af 24. juni 2025.

Disponenttrin til lufthavnsuddannelsen

Lufthavnsuddannelsen har fået tilføjet et nyt trin 2 med titlen Lufthavnsdisponent. Trinet bygger oven på trin 1, som fortsat fører til Lufthavnsoperatør, og giver eleverne kompetencer inden for planlægning, disponering og koordinering af driften i lufthavnen.

 

Trinet er inspireret af det tilsvarende disponenttrin på lageruddannelsen og retter sig mod elever, der ønsker mere ansvar og indsigt i tværgående processer. Trinet indeholder nye uddannelsesspecifikke fag og fremgår af bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2025.