- 23. jun 2026
Ny tjeneste skal styrke trivsel i transportbranchen
Transportbranchen får nu en ny fælles indsats, der skal styrke trivsel og psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne. DI, 3F Transport og Dansk Erhverv står bag den nye Samarbejdstjeneste om Arbejdsmiljø og Trivsel, START, som skal hjælpe virksomheder med at forebygge konflikter, krænkende handlinger og mistrivsel – og med at finde lokale løsninger, hvor både ledelse og medarbejdere bidrager.
En undersøgelse foretaget af 3F Transport viser, at 30 procent af ansatte i transportbranchen har været udsat for krænkende handlinger eller vold på jobbet.. Det understreger, hvor vigtigt det er at gøre en indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.
Udgangspunkt i virksomhedens behov
Gennem START kan virksomheder få besøg af konsulenter fra både arbejdstager- og arbejdsgiversiden. Med afsæt i virksomhedens egne ønsker og behov præsenterer konsulenter fra DI, 3F Transport og Dansk Erhverv metoder og værktøjer, der kan bruges i det videre arbejde med trivsel og psykisk arbejdsmiljø.
Konsulenterne kan blandt andet gennemføre trivselsundersøgelser og rådgive om, hvordan virksomheden selv kan fortsætte arbejdet med at fremme trivsel og forebygge konflikter.
START kan kontaktes af ledelse, tillidsrepræsentanter eller arbejdsmiljørepræsentanter. Læs mere om START her.
Foto: Tidebus/START