Nyhedsbillede Skabelon
  • Jørgen2Jørgen Jæger
  • 16. sep 2025
  • LUU

Implementering af de nye regler om kvalifikationsuddannelse

Fra 1. oktober 2025 træder nye regler om kvalifikationsuddannelse i kraft, og den hidtidige 8-ugers grundlæggende uddannelse bortfalder. I stedet indføres nye fag i EUD samt otte nye AMU-forløb, der alle afsluttes med den nye grundlæggende kvalifikationsprøve.

Den nyligt udstedte Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse chauffører i vejtransport BEK nr. 412 af 25/04/2025, skal være fuldt implementeret fra 1. oktober 2025.

Det betyder, at den bekendtgørelsesfastlagte Grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 8 uger beregnet til de unge endeligt bortfalder, idet den nye bekendtgørelse indeholder en overgangsordningen frem til 30. september 2025.

 

Nye 8-ugers GK til EUD

Som erstatning inden for erhvervsuddannelserne har TUR udarbejdet 2 nye tilsvarende fag til henholdsvis godstransport og personbefordring. Fagene afsluttes med den i dansk lovgivning nye Grundlæggende kvalifikationsprøve. Fagene har været sendt i høring hos de relevante uddannelsesudbydere. Der er ikke kommet kommentarer eller indsigelser.

De nye fag implementeres i EUD via nye Uddannelsesordninger gældende fra 1. oktober 2025. Ændringer fra 1. august vil stadig være synlige i forsideteksten.

 

Grundlæggende kvalifikationsuddannelse i AMU på 6 og 8 uger

TUR har fået udviklet nye uddannelser som erstatninger for de AMU-uddannelser, der indeholder GK 8-ugers forløbet med og uden kørekort C, D og EP/D.

Der har gennem årerne været en del kommentarer fra skolerne omkring den hidtidige varighed, som for en del deltagere har været oplevet som for lang.

For at imødekomme dette bliver der ansøgt om godkendelse af forløb med 6-ugers kvalifikationsuddannelse og med 8-ugers kvalifikationsuddannelse, igen med og uden de store kørekort. Alle afsluttes med Grundlæggende kvalifikationsprøve. Tiden må så vise, hvad der er mest behov for.

Der er dermed tale om totalt 8 nye AMU-uddannelser.

 

Den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 4 uger

Den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 4 uger, som er den mest brugte i AMU (typisk i 6-ugerforløb, hvor der også indgår kørekort til lastbil eller bus) eksisterer stadig i lovgivningen. Og dermed også i både AMU og EUD.

 

Grundlæggende kvalifikationsprøve

Alle de nye AMU-uddannelser og EUD-fag afsluttes med den Grundlæggende kvalifikationsprøve, som nu er indskrevet i bekendtgørelse 412. Rammer for denne prøve er en del af det oprindelige EU-direktiv, men har ikke tidligere været i dansk lovgivning. Nyt prøveindhold er en køreprøve på 1½ time og teoriprøver på samlet set 4 timer. Lastsikringsprøve 30 min til godstransport er der ikke ændret på.

Der er ikke krav om forudgående undervisning, men mulighed for det. Dette er grundlaget for de nye uddannelser.

 

De 18 til 20-årige

Den grundlæggende kvalifikationsprøve giver ret til at føre de store busser og lastbiler fra det 18. år. Færdselsstyrelsen har fastsat, at den ”direkte” prøve giver samme ret til erhvervelse af kørekort, som grundlæggende kvalifikationsuddannelse.

Dette sikrer de 18 til 20-årige samme rettigheder som hidtil med den tilføjelse, at på busområdet behøver man ikke at være lærling, et AMU-forløb er tilstrækkeligt. Der er stadig de hidtidige afstandsgrænser for kørsel i rutetrafik.

 

Forskel i prøverne

Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 4 uger og Grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 8 uger (som snart er fortid) har andre og kortere prøve-rammer end Den grundlæggende kvalifikationsprøve.

Specielt kan man være bekymret for teoriprøven på 4 timer. Den bliver formentlig delt i 2 internet baserede prøver, men er væsentlig længere end de nuværende 45 minutter. Hvad kommer det til at betyde for den læse og skrive svagere del af deltagerne.

Køreprøven skal have en varighed på mindst 90 minutter og skal bedømme chaufførens evne til rationel kørsel baseret på sikkerhedsregler. Den kan formentlig ikke erstattes af den ordinære køreprøve. For de fleste deltagere vil det betyde 2 køreprøver. For nærværende er det uklart, hvem der bedømmer den nye køreprøve.

 

Overgangsregler

Alle deltagere, der påbegynder Den grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 8 uger senest 30. september 2025, har ret til at færdiggøre denne. Perioden er forhøjet fra 12 måneder til 3 år. Sekretariatet forventer, at skolerne fremrykker der lærlinge, så de kan blive en del af overgangsordningen, idet prøven er nemmere at gennemføre for både lærlinge og skole.