Chaufførkonferencen Nyhedsbillede
  • 866Bb0d8 A1a7 48C7 8Cc6 Afc5ceb7ae9dKamma Aziza Strube-Weber
  • 28. maj 2025
  • Events
  • EUD
  • AMU
  • Faglærerkurser

Chaufførkonferencen 2025: Undervisning med fokus på fremtiden

Hvordan skaber vi undervisning, der både fanger og fastholder fremtidens chauffører – og hvordan gør vi det i en tid med stigende fokus på grøn omstilling, AI og psykisk trivsel? Chaufførkonferencen 2025 på Hotel Koldingfjord bød på både refleksion, opdatering og inspiration i topklasse.

Faglighed og fællesskab i smukke omgivelser

Mandag d. 26. og tirsdag d. 27. maj samlede TUR igen landets faglærere på vejgodstransportuddannelsen til årets store Chaufførkonference. Under temaet Fremtidens underviser blev der sat spot på alt fra læringsmotivation og AI til virksomhedernes krav og psykisk trivsel – og med både engagerede oplægsholdere, nysgerrige deltagere og et varieret program blev konferencen et stærkt eksempel på, hvad der sker, når faglig opdatering møder godt kollegaskab.


”Man får mest ud af konferencen, hvis man tør stille spørgsmål og komme lidt ud over sin egen dagligdag,” sagde Henrik Scheel fra Uddannelsescenter Holstebro. Med over otte års erfaring som faglærer i bagagen glæder han sig over at bruge konferencen til at sparre med kollegaer fra andre skoler: ”Det giver nye vinkler og ideer, som man kan tage med hjem,” fortæller han.

3M7A6030
3M7A5990

Nyt fra TUR – og nye perspektiver på branchen

Sekretariatschef Morten Ørnsholt, der blot har været i rollen i to måneder og havde sin debut på konferencen, åbnede dagene med en opdatering fra TUR. Selvom Morten har en bred erfaring fra uddannelsesverdenen, så lægger han ikke skjul på, at han nu selv er i lære i Transportbranchen: 


”Jeg er jo også på efteruddannelse her, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive klogere på jeres verden.”


I sit oplæg kunne han blandt andet præsentere den nye samlede busuddannelse, hvor turistbuschaufføruddannelsen lægges sammen med buschauffører til kollektiv trafik om en fælles uddannelse med to specialer. Han løftede også sløret for en række arrangementer, hvor TUR vil brande transportbranchen i 2025 – bl.a. AUTO SHOW, Verdens Vildeste Brobyggere og EURO SKILLS, og han kunne fortælle om planerne om at etablere konkurrencefag på både Vejgodstransport og Lageroperatøruddannelsen til DM i Skills 2026. 

”Noget af det vigtigste, man skal som underviser, er at vide, HVORFOR man gør som man gør”

Et af konferencens helt store indslag blev præsenteret af Majbrit Juhl Clemmensen, der er uddannet lærer og psykolog og til daglig arbejder som SPS-medarbejder på Learnmark Tech.

 
I oplægget ’Tilrettelæggelse af spændende undervisning – hvordan rummer og inddrager man elle elev typer?’ talte hun om, hvordan man som underviser kan skabe et undervisningsmiljø, der også rummer lærlinge og kursister med diagnoser som ADHD, autisme, PTSD og angst.


Med afsæt i sin praksis delte Majbrit Juhl Clemmensen erfaringer og værktøjer til, hvordan man kan genkende symptomer og planlægge undervisning, der tager højde for disse elevers behov – med det mål at styrke både deres deltagelse og motivation.


Hun fremhævede blandt andet betydningen af tydelig struktur, variation og medbestemmelse som centrale elementer i en undervisning, der virker. Et gennemgående tema var relationer – og hvordan man som underviser kan opbygge tillid og kontakt til elever, der ofte har svært ved netop det. Ifølge Majbrit spiller underviseren en afgørende rolle for lærlingens trivsel og mulighed for at lykkes.


”Jeg tror på, at alle altid gør deres allerbedste. Det gælder både elever og undervisere – noget af det allervigtigste er bare at have styr på, hvorfor man gør, som man gør,” sagde hun.


For først når man som underviser ved, hvorfor man handler, som man gør – kan man forsøge at forstå, hvorfor andre agerer, som de gør – og det er her, den motiverende undervisning opstår, fastslår Majbritt Juhl Clemmensen. 


Blandt publikum til oplægget sad faglærer Henrik Scheel fra UC Holstebro, der fandt oplægget meget relevant:


”Det oplæg var virkelig interessant. Det satte fokus på nogle af de udfordringer, mange unge står med i dag – og hvordan det påvirker os som undervisere. Det er tydeligt, at det ikke længere er tabu at tale om psykiske udfordringer, og det stiller nye krav til, hvordan vi tilrettelægger undervisningen.”


Henrik Scheel peger på, at behovet for at differentiere undervisningen bliver større:


”Vi skal finde forskellige måder at nå de samme mål på. Det kræver, at vi som undervisere er fleksible og tør tænke nyt,” siger han. 

3M7A6047
3M7A6189

Minioplæg med stor effekt

Deltagerne kunne på førstedagen fordybe sig i en række minioplæg, der spændte fra grøn omstilling til teknologisk udvikling. Hos TUR Forlag blev der åbnet for dialog og ønsker til fremtidens undervisningsmateriale, og i Lars Dalls oplæg fra fragtvirksomheden Dachser blev potentialet i AI gjort håndgribeligt:


”AI må hjælpe os, men det må aldrig nogensinde erstatte os. Nye teknologiske udviklinger sætter krav til fremtidige chauffører,” sagde han og viste blandt andet eksempler på scannere, kameraer og AI-løsninger, der optimerer fragt- og pallehåndtering i realtid.


Samtidig fortalte Per Nørregaard fra TEC om skolens nye status som klimaerhvervsskole – og hvordan det kobler den grønne dagsorden direkte til undervisningen.

Netværk, erfaringsudveksling og opdateringer på området

Udover alle de eksterne oplæg, kunne konferencens deltagere også blive opdateret på TURTransport app, der er den digitale udgave af den gamle uddannelsesbog, og som gør den obligatoriske brug af uddannelsesbogen mere moderne og tilgængelig for både virksomheder, skoler og lærlinge. 


Chef for Multitest, Michael Andersen fortalte også om nye muligheder i prøveplatformen Multitest, der bl.a. indebærer muligheden for AI støtte til caseprøver, og senior konsulent Jørgen Jæger kom med de nyeste opdateringer på den grundlæggende kvalifikationsuddannelse. 


Deltagerne kunne også opleve paneldebatter om virksomheders ønsker til undervisningen og kunne få opdateringer fra Færdselsstyrelsen. Alt sammen lagt i smukke omgivelser med udsigt til Kolding Fjord og med tid til både kaffepauser, god forplejning og erfaringsudveksling kollegaer imellem. 


For faglærer Henrik Scheel er konferencens værdi klar:


”Jeg deltager primært for at holde mig opdateret på alle de nye regler og udviklinger på området, men jeg bruger også konferencen til netværk og erfaringsudveksling. Det er værdifuldt at høre, hvordan de griber tingene an andre steder. Man kan godt blive lidt fagligt tunnelsynet, når man er dybt inde i sit område – derfor er det så vigtigt med de her konferencer.”


TUR siger tak for to inspirerende dage i Kolding – og på gensyn i 2026!

3M7A6065